Indlæg
14. mar 2005, 10:08
Ak ja, selv i Sverige bruger man nu om dage enorme mængder af salt, desværre. Trafiksäkerhetsverket har nemlig solgt noget de kalder "nul-visionen" til politikerne, essensen af det er at ethvert dødsfald på landevejene i princippet kunne have været forhindret - uanset om årsagen er føreren, bilen eller noget andet. Det har medført at man i forårs- og efterårssæsonen (sydpå er det hele året) pøser masser af salt på vejene, idet man mener at spare menneskeliv herved. Altså samme argumentation som i Danmark.
At bilerne ruster og at miljøet tager skade af saltet synes ikke at imponere beslutningstagerne, det eneste man kan glæde sig over er at det i de nordlige egne, i lange perioder, er for koldt til at salte.
Det er efter min mening en nedadgående spiral, idet man ved at salte vejene vænner folk til at kunne køre hurtigere end ellers, og sløver deres agtpågivenhed overfor vejens friktion - og derved bliver endnu mere afhængig af at salte! Se bare hvor galt det er gået i Danmark i så henseende. Med risiko for mavesurhed, så synes landet at være befolket af gamle kællinger, der hyler op ved den mindste sne i luften. Se bare hvordan medierne går amok når der ligger 10 cm. sne på motorvejene. Lastbilerne (hvis chauffører ved Gud burde vide bedre!) sidder fast og blokerer vejene, og alle fjolserne uden vinterdæk glider hjælpeløst omkring med 30 km/t og generer os andre. Hvis jeg hermed har fornærmet nogen - ja, så er det bare ærgerligt...
For slet ikke at omtale den fejlagtige påstand, at vinterdæk er overflødige! Dette blev bragt til torvs af adskillige medier nogen tid siden, og var baseret på det selvfølgelige faktum at brede sommerdæk sagtens kan have kortere bremselængder om vinteren (på is- og snefri vej, vel at mærke). Og hvad skal man så med vinterdæk(?), lød argumentet. Tænk engang, at trykke sådan noget sludder.
Véd ikke hvordan man gør i Jylland, men alle steder i Nordsjælland jeg har boet salter man massivt på alle veje. Jeg bor nu ved en lille sognevej i Ringe Kommune på Fyn. Her har man en (lidt) bedre politik: Kun hovedvejene saltes, bivejene ryddes for sne og gruses (altså ligesom i dele af Norge og Sverige), og så må man ellers klare sig selv. Det indebærer at vinterdæk er absolut nødvendige, og at det til tider er helt vidunderligt, spejl-hamrende glat. Tænk engang, folk klarer sig alligevel. Og man kan faktisk køre en tur - en lillebitte én - uden at få salt i understellet.