Jeg måtte i morges sande hvor magtfulde disse sorte kæmper er. Jeg skulle køre min søn på 3 i børnehave. Vi var for en gangs skyld i god tid, så jeg var omhyggelig med at børste bilen ren for den løse nyfaldne sne. Bilen blev ren og dyret blev startet. Som det er kotyme hver morgen, sidder min søn og jeg og snakker om de andre biler på parkeringspladsen, da der pludselig kommer et stort bump. Ungen spørger "hvad var det, far?". Faderen må desværre erkende at han bakkede ind i naboens bil med 5 km/t og et tilløb på ½ m. "Pis", råber faderen og flyver (jo, jo, SAAB-bilerne har flygener) ud af bilen for at se på skaden.
Og hvad var der så sket? Jo, naboens røde Mitsubishi Colt fra 1992 var blevet trykket godt og grundigt. Kofangeren knækkede (!) simpelthen, ophænget til denne blev bøjet og lygterne peger i hver sin retning
Han tog det nu pænt, naboen. Vi fik snakket godt om det, og det bliver en sag for forsikringen, for billigt bliver det ihvertfald ikke.
Moralen i denne historie er, at man i en ældre SAAB altid kan være sikker på, at man smadrer alt hvad man kører ind i

