Angående tomgang og forurening så giver det god mening. Det var egentlig også min opfattelse tidligere. Jeg har dog en bekendt der havde problemer til syn på grund af for høj tomgang hvilket gav højere forurening. Det var i hvert fald hans forklaring. Det var en Volvo 940 2,3 8v fra start 90'erne. En ny tomgangsmotor løste problemet og bilen blev synet. Der er dog sket en del indenfor motorstyring på de 10 år, så måske en gammel Volvo forurener mere ved 1200 o/m end ved 800 o/m
Tilbage til emnet. Jeg modtog ventilen, men som Morten foreslog målte jeg modstand, og den er nok desværre ubrugelig. Den gamle havde ca 25ohm og den ny er på 15,3, så den vil trække omkring 80% højere effekt end den originale. Så det vil jeg ikke satse på
Større problemer er dog dukket op
Som nogen måske er klar over, så er vi, specielt i Nordjylland, blevet ramt af en smule vintervejr. Dette har igen bekræftet hvor fantastisk godt sådan en 9-3ss kører. Jeg har ikke haft problemer med at sidde fast og den er meget forudsigelig gennem kurver osv. Min sædvanlige kørestil igennem rundkørsler virker dog ikke på sjap/is så her må jeg sætte farten lidt ned
Torsdag da jeg kørte hjem gennem sne/slud/sjap/is sad jeg og tænkte på dette og var ganske glad, indtil jeg kørte ind i min indkørsel og lugten af kølervæske spredte sig.
Jeg fik bakket ind i min carport og åbnet motorhjelmen. Allerede inden stod der damp op fra fronten. Der manglede en smule kølervæske og der var ret vådt flere steder i motorrummet. Specielt var der vådt under tandrem delen af motoren, så jeg kunne hurtigt regne ud hvad problemet var.
Bilen blev parkeret og jeg måtte tage en ”plan b” i brug for at komme på arbejde fredag. Det er dog en helt anden historie som ikke hører denne tråd til.
Så tilbage til emnet.
Jeg havde i løbet af ugen godt nok lagt mærke til en let skrigende lyd som senere blev afløst af en raslen. Jeg mistænkte noget i remforløbet, sandsynligvis generatoren da det er det eneste jeg ikke har skiftet for nylig. Så det skulle selvfølgelig lige tjekkes ved lejlighed.
Tandrem stramme, -løbehjul og vandpumpe blev jo skiftet for under 10 måneder siden og jeg har kørt ca 25000 km med det. Delene var alle fra Continental, så det burde være god kvalitet. (Contenintal opfandt jo tandremmen)
FORKERT!
Efter adskillelse med besvær kunne jeg bekræfte at vandpumpen var utæt og at der var mindst ½cm slør i akslen.
Da pumpen drives af tandremmen var remmen også en smule gnasket. Dog ikke voldsomt, men den bør også skiftes ved lejlighed. Remmen var også løs på siden modsat strammeren, hvilket jo aldrig er godt.
For at afmontere remmen skal remspænderen løsnes. Det har dog vist sig at være umuligt indtil videre. Der sidder den mest åndsvage rundhovedede bolt med T40 kærv som efter hånden er blevet helt ødelagt. Det virker som om den er lavet af det ringeste stål man kan købe.
Jeg pillede i stedet et løbehjul af som sad virkeligt godt fast. Måske jeg brugte loctite da jeg samlede? Uanset synes jeg ikke det burde sidde så godt fast. Det andet løbehjul sad tilsvarende fast.
Jeg kunne nu konstatere at løbehjulene lækkede fedt ud gennem pakningerne.
Så alle dele fra ”Continental” har været af så ringe kvalitet at jeg vil gå langt udenom deres produkter i fremtiden. Deres dæk har jeg nu altid været godt tilfreds med, men jeg begynder nu at tvivle på dem også…
Har andre haft samme erfaring med denne slags dele fra Continental?
Det var fredag aften og ved at være sent, så jeg valgte at kaste håndklædet i ringen så jeg ikke fik ødelagt mere denne aften.
Nu er næste skridt at prøve at skære en flad kærv i bolten til strammeren. Hvis ikke det virker, så at svejse en M10 møtrik på…
Måske skal jeg prøve med ilt/gas først?
Konklusionen på nuværende tidspunkt må være at jeg er nødt til at ændre mine planer for min daglige transport.
Jeg ved at man ikke kan forlange samme driftsikkerhed fra en gammel bil med over 400K km på tælleren som fra en nyere bil.
Men i min logik var bilen relativt simpel, og at tandrem ikke var noget problem hvis blot den blev regelmæssigt servicere med gode dele af et anerkendt fabrikat. Det var åbenbart en fejlbedømmelse.
På en af mine tidligere biler havde jeg problemer med køreegenskaber og vibrationer. Også en gammel bil med mange km på tælleren. Her viste det sig at være dårlige dæk der gav alle problemerne. Dette var dog også forholdsvis nye dæk af anerkendt fabrikat (dog ikke Continental denne gang).
Min konklusion var dengang at de største, dyreste, mest tidskrævende og mest irriterende problemer, ikke skyldtes at jeg kørte i en gammel slidt bil, men at normale sliddele fejlede lang tid før man kunne forvente.
Derfor ville jeg på en relativt ny bil løbe ind i nøjagtig de samme problemer. Eneste forskel ville være en langt højere indkøbspris på den nyere bil.
En ren elbil begynder pludselig at give mening. Så længe jeg har en gammel bil til backup, hvis elbilen er løbet tør for strøm
MVH Mads