Her kommer et længe forberedte indlæg fra en Saab-rookie, som fra første færd har fået den dybeste respekt for jeres iver, venlighed og næsten overdrevede kendskab til Saab her i forummet.
I skal vide at mit eget tekniske niveau er på 2-3 stykker ud af 10, hvad angår biler. Jeg ved i store træk hvordan en motor er skruet sammen, men jeg er ikke typen der lige ruller ind under vognen og skifter bremseklodser - endnu! Dette faktum er hovedårsagen til følgende roman, som jeg håber giver en masse viden retur om min nye bil. I retur kan jeg ikke tilbyde jer andet end delagtiggørelsen af min nye Saab’s skæbne. Der kommer en del spørgsmål til sidst i indlægget og der er en omfattende billedsamling på http://www.jutten.dk/saab900i med 5 undersider (se navigation i toppen af siden).
Ok, here goes:
Jeg har for nylig købt en 900i’er fra en god kollega, og har hele tiden haft en ret god mavefornemmelse omkring købet. Egentlig købte jeg bilen af praktisk grunde:
- Den havde pæn undervogn uden særlig meget rust (synsmanden kaldte den i juli for ”et usædvanlig pænt eksemplar”)
- Den havde blot rullet små 190.000 km
- Den var forholdsvis billig (25.000,- inkl. 2 ekstra sæt dæk, tagbøjler og en stor tagboks)
- Rustangrebene udenpå var holdt nogenlunde på afstand (tror jeg da!)
- For nyligt var topstykket (havde kørt for varm) og hele udstødningen (tæret), inkl. katalysator skiftet ud med nye dele
Med andre ord en god begynderbil, som ikke var for dyr i anskaffelse, havde overstået nogle lidt dyrere reparationer og var rimelig nem at gå til. Og hvis den skulle vise sig at være et ”mandags-køb”, kunne den køre i to år til næste syn, og således blot ha’ kostet en tudse om måneden.
Men så skete der faktisk det, at jeg efter at have kørt nogle ture, blev grebet af en lidt uforklarlig hold-kæft-en-fed-bil stemning, og det gik hurtigt op for mig, at dette måtte bliver mere end blot et transportmiddel. Jeg sidder faktisk og er lidt stolt, når jeg betragter trafikken omkring mig, og griner lidt indvendigt over, at der går folk rundt derude og tænker ”sikke et gammelt lig”, for de skulle da bare vide...
Så nu er projekt praktisk begynderbil blevet til projekt ”denne-her-bil-skal-leve-langt-og-lykkeligt”, og jeg kunne faktisk godt se mig selv rulle på bryllupsrejse i den (det kommer til at ske næste år).
Bilen:
900i fra 1991 (samlet 1990 i Finland), 4-dørs sedan, 5 gear, motortype: B201 8V, efter sigende 118 hk (tak til 9000cset). Sorry folks - ingen turbo, selvom det ku’ ha’ været fedt. Den fik i 2001 en dobbelt undervognsbehandling hos Helsinge Bilpleje (de behandler med mercasol), og jeg kører den derop om ca. 14 dage for at gentage behandlingen.
På nuværende tidspunkt kører bilen som den skal, synes jeg. Enkelte ting har jeg dog lagt mærke til:
- Den bremser ikke helt jævnt, men går over i små ryk ved 30 km/t og indtil fuld stop. Det føles lidt som om den tager fat, slækker, tager fat, slækker osv. indtil man holder helt stille. Det er tilsyneladende ikke noget der har påkaldt synsmanden opmærksomhed, og det er i øvrigt ikke særlig tydeligt, men jeg har dog bemærket det selv. Måske bremseskiverne er slidt og skal skiftes...
- Der er en meget svag hvislende lyd, når rattet drejes helt til siderne. Dette er heller ikke særlig tydeligt, men igen, man lægger jo mærke til de dér lyde...
- Der er en mikroskopisk revne i bundkarrets gevind der gør, at den smider et par dråber olie når den er varm, men det er vitterlig kun et par dråber, og det stopper når olien bliver kold og tyk igen.
- Endelig er der den rust I kan se på billederne, navnlig i bunden af dørene, men også et par andre steder rundt på bilen.
Min plan er at køre med den i noget tid for at se udgiftsniveauet an. Det er trods alt en bil med 15 år på bagen, og det betyder vel lidt flere udgifter end normalt.
Ikke desto mindre er det min helt klare ambition, at den skal holdes på vejen så længe som muligt, for så vidt økonomien tillader det, og det kribler faktisk lidt i mine fingre for at give den en total make-over, dvs. fuld omlakkering (evt. i Polen) og få den til at skinne om kap med forårssolen næste år. Det forudsætter bare at motor og andre vitale dele er 100% i orden, ellers er det i mine øjne en forkert prioritering.
Og det bringer mig frem til mine spørgsmål:
- Først og fremmest: Er en total rustbehandling/omlakering for at komme rusten i forkøbet (og selvfølgelig for at gøre den pæn), spild af tid og penge?
- Kan I se nogle større reparationer i den nære fremtid ud fra det jeg beskriver, mao. skal jeg gøre noget ved det nu?
- Er der generelt noget jeg bør være opmærksom på, så jeg ikke om et halvt eller et helt år står og tænker, ”det skulle jeg sku ha’ gjort”!?
- Den går ca. 8-9 km på literen. Er det et normalt niveau? (jeg ville gerne ha’ at den gik lidt mere)
- Skal jeg mon blive ved med de lidt dyre mercasolbahandlinger? Jeg ser fx en del af jer nævne ”pavabehandling”. Hvori ligger forskellen?
Ja, lidt spredt fægtning, men når jeg ser niveauet blandt folkene her i klubben, kan jeg altså ikke lade være med at skyde spørgsmål af med løs hånd.
Jeg glæder mig til at høre fra jer...
Kristian
P.S. Webmaster: Dette hører måske til i Projekt-forum, men det er jo egentligt ikke et projekt - endnu...

